Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen – boganmeldelse

Forsidebillede af kvinden i buret - Jussi Adler-OlsenKvinden i buret blev udgivet i 2008 og må siges at have været startskuddet på den kometkarriere Jussi Adler-Olsen sidenhen har oplevet. Bogen blev allerede filmatiseret i 2013, mens efterfølgeren Flaskepost fra P udkom i de danske biografer i foråret 2016. Du tænker måske; ”hvorfor læse bogen når nu jeg blot kan se filmen?”. Svaret på dette er ganske simpelt at bogens skildring af hændelserne er langt mere detaljeret og dybdegående. Den formår mesterligt at skabe en form for spændingsniveau, som filmen ikke på samme måde gør. Ydermere giver bogen langt mere indsigt i bogens centrale karakterer, hvilket giver en bedre forståelse af, hvordan karaktererne i filmen interagerer med hinanden.

Et dystert indblik i menneskets skyggesider

Bogen introducerer for første gang Afdeling Q – en afdeling som bliver central for en række efterfølgende bøger. Afdeling Q er afdelingen for store, henlagte politisager. Den generelle konsensus blandt politimænd er, at afdeling Q er sidste stop inden pension, og at der ikke foretages meningsfuldt arbejde i denne afdeling. Af samme grund er afdelingen også gemt væk i politigårdens kælder og bliver ikke skænket mange tanker af de andre politimænd.

Bogen følger den rutinerede politimand Carl Mørk, der lige har afsluttet en sag hvor den ene af hans partnere er blevet dræbt, og den anden er lam fra halsen – kun Carl slap derfra i god behold. Carl bebrejder sig selv og har derfor trukket sig fra alt menneskelig kontakt og virker generelt indebrændt og træt af tilværelsen. Carl er den eneste politimand i Afdeling Q, men han får hurtigt tilknyttet en assistent, Hafez el-Assad eller bare Assad. Assad er derimod hans diametrale modsætning. Han er munter og har masser af gåpåmod.

Deres første sag er vedrørende en ung og succesfuld folketingspolitiker, Merete Lynggaard, som har været forsvundet i 6 år. Merete har levet sit liv i overhalingsbanen og har ikke været for fin til at træde på nogen for selv at komme fremad. En dag forsvinder hun ombord på en færge og hendes handicappede lillebror får skylden. Hendes lig bliver dog aldrig fundet, og derved bliver sagen henlagt. Parallelt med at historien beskriver Carl og Assads arbejde, bliver Meretes historie beskrevet. Spørgsmålet er blot, er Merete stadig i live? Kan Carl og Assad bevise deres værd og opklare sagen alle andre har mislykkes med?

En ny komet på den danske litteraturscene

Kvinden i buret kan betegnes som ground zero for Jussi Adler-Olsens massive succes på den danske krimiforfatterscene. Han har med romanen skabt grobund for et dynasti af højintense og actionprægede krimiromaner på niveau med andre skandinaviske forfattere som Stieg Larsson og Liza Marklund

Der skal lyde en klar anbefaling herfra, hvis du ønsker at læse en bog med højt spændingsniveau og relaterbare hovedpersoner. Har du allerede haft fornøjelsen af at se filmen, kan det stadig anbefales at læse bogen, da den giver et unikt indblik i hvordan afdeling Q blev dannet, såvel som de enkelte karakterers motivation. Kort sagt, hvis du finder krimier og spændingsromaner interessante, er Jussi Adler-Olsens første bog om afdeling Q, Kvinden i buret, det helt rigtige sted at starte. Som en yderligere bonus er en række af bogens efterfølgere allerede udkommet. Så hvis du bliver fanget af bogens univers, er det blot at anskaffe dig den næste bog i rækken om Carl og Assads bedrifter!

Om anmelderen:
Denne anmeldelse er skrevet af Rasmus Normann Ganderup, som til daglig læser til Markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Aarhus. Udover sin interesse for bøger beskæftiger Rasmus sig med online markedsføring hos webshoppen Festli.dk.

Kvinden i buret kan købes hos Gucca.dk

Author: Bognørden

Share This Post On